Studenterrådgivningen logo


Ti gode råd til eksamen 

 

  1.  Strukturér din læsning og prioritér læsestoffet under din eksamensforberedelse, så læsetid og fritid bliver tydeligt adskilt.
     
  2. Læs om dagen og hold fri om aftenen.
     
  3. Læs efter tid i stedet for antal sider eller kapitler.
     
  4. Spring ikke læsepauserne over. Vi anbefaler intervallæsning/-skrivning – det vil sige læse/skrive i 45 minutter efterfulgt af 15 minutters pause. Hverken mere eller mindre. Det er, hvad hjernen og koncentrationen kan holde til (45 min). Derefter har den brug for pause (15 min) til både at bearbejde det indlærte stof, men også for at gøre klar til næste omgang læsning/skrivning.
     
  5. Brug pauserne væk fra computeren eller andet input, som kræver din hjernekapacitet – også væk fra Facebook, mails, sms’er og lignende.
     
  6. Bevæg dig fysisk i pauserne.
     
  7. Find ud af, hvor du læser bedst: Er det hjemme, på biblioteket, på en café eller et andet sted? Skal der være helt stille, eller må der være andre mennesker?
     
  8. Quiz dig selv sammen med en læsemakker/læsegruppe, så du kan tjekke, om du har forstået læsestoffet. Det er en langt bedre måde at forberede sig på end ved at læse teksterne flere gange.
     
  9. Brug dagligt ti minutter på at fokusere på, hvad du har nået den dag. På den måde drejer du dit fokus væk fra den lange liste over alt det, som du ikke har nået, men som det måske også var for svært at nå.
     
  10. Overvej, hvad du ønsker eller forventer i forhold til din familie, kæreste og venner og fortæl dem det, hvis du ved det. Vil du fx fortælle dem, hvornår du skal til eksamen?
     

Dét skal du altid huske før en eksamen

 

Sæt dig grundigt ind i de praktiske forhold om din eksamen:


✔ Hvor foregår eksamen?

✔ Hvad tid starter den?

✔ Hvor lang tid varer den?

✔ Er der forberedelsestid?


Visualiser eventuelt, hvordan du vil gennemføre eksamenen og hold fokus på det, du ved og ikke på de ’huller’, du eventuelt har.

 

Dét skal du særligt huske til den skriftlige eksamen

 

✔ Læs hele opgaven igennem. På den måde får du et overblik og ved, hvad du skal svare på.

✔ Start med de opgaver, du synes, er de letteste.

✔ Fortsæt til næste opgave, hvis du går i stå – du kan altid vende tilbage til opgaven senere.

✔ Bevægelse og luftforandring kan også hjælpe på koncentrationen.

 

Dét skal du særligt huske til den mundtlige eksamen 

 

✔ Øv dig i at tale højt om dit pensum over for dig selv eller din læsegruppe, når du skal forberede mundtlige eksamener. Forskellen mellem at have en indre viden, og at skulle formidle sin viden med egne ord, er stor.

✔ Se eksamenen som en samtale – lærer og censor er der for at vejlede dig.

✔ Fortæl, at du er nervøs.

✔ Få et svært spørgsmål gentaget eller omformuleret.

✔ Er du i tvivl om det, du tænker, er rigtigt, så sig det alligevel. Det er bedre end ikke at sige noget.

✔ Går klappen ned, så fortæl lærer og censor, hvad der sker.

 

Når du har overstået eksamen

 

Tomhed er en følelse, mange oplever efter en eksamen. Man kan føle sig mat oven på en stor arbejdsindsats over en længere periode.

Husk at tillade dig selv at nyde, når en eksamen er overstået, og ros dig selv for din indsats.

Hold fri den dag, du har været til eksamen – også selvom en ny eksamen venter forude.

Består du ikke en eksamen, så husk, at selvom det føles som verdens undergang, så er det ikke sådan. Mange studerende oplever at dumpe én eller flere eksamener under deres studie. 

 

Har du brug for hjælp?
 

Hvis du er meget nervøs for en re-eksamen og har behov for hjælp til at håndtere situationen, så kontakt os på 70 26 75 00. Telefonen er åben mandag-fredag kl. 9-12.

Vi anvender cookies til at få hjemmesiden til at fungere og at lave statistik, som vi kan bruge til at forbedre
hjemmesidens indhold. Du accepterer brugen af cookies ved at klikke på ’accepter alle cookies’ eller du kan
vælge ’accepter ikke cookies’, hvis du ikke ønsker, at dine cookies bliver gemt.
Du kan altid slette gemte cookies ved at gå ind under avancerede indstillinger i din browser.