Emil fortæller om sin eksamensangst

 

Inden Emil begyndte hos Studenterrådgivningen, havde han store problemer med eksamensangst. Her får du hans historie.

Frygt for at være uforberedt

Jeg havde et blandet forhold til lærer og censor. Læreren skulle selvfølgelig hjælpe mig, men samtidig skulle han jo også bedømme mig.

Jeg var bange for, at de skulle spørge mig om noget, jeg ikke var forberedt på. Eller at jeg ville sige noget forkert, mumle og gå i stå – for så ville det jo gå helt galt, og de ville bedømme mig negativt og opdage, at jeg ikke kunne noget. 

Jeg ville være en fiasko og ikke kunne komme videre med min uddannelse.

 

Holdt sig til manus

Jeg var sikker på, at det var noget dårligt, når de ikke så direkte på mig, eller når de skrev noget ned.

Jeg blev ked af det, angst og vred på mig selv, og så reagerede jeg ved at mumle, gå blank, forberede sætninger hjemmefra og se på mit papir.

 

Fik hjælp af ligesindede

Jeg kontaktede Studenterrådgivningen, hvor jeg kom i et gruppeforløb.

I gruppen fik jeg hjælp til at forstå mine følelser, tanker og adfærd og sammenhængen mellem dem.

Jeg forstod, at jeg med mine tanker levede efter en regel om, at jeg skulle gøre ALT rigtigt – ellers var det ikke godt nok, og jeg var en fiasko.

 

Optog prøveeksamen

Vi lavede en prøveeksamen som øvelse. Den blev optaget på video og overværet af de andre fra gruppen. Det var grænseoverskridende men også en stor hjælp.

Jeg var sikker på, at jeg ville mumle og ikke få sagt de rigtige ting, præcis som jeg havde tænkt mig, at de skulle være.

Kommentarerne fra gruppen var, at jeg svarede godt på spørgsmålene og virkede ret sikker. Og jeg talte tydeligt, og jeg gentog ikke mig selv.

Jeg havde ikke svært ved selv at finde fejl på videoen, men det var ting, som de andre ikke lagde mærke til, og jeg kunne også selv se på videoen, at jeg svarede rigtigt og talte tydeligt.

 

Tag styringen over angsten

Jeg synes stadig ikke, at det er rart at gå til eksamen, men jeg har lært at tænke anderledes om mig selv og eksamen.

Jeg har fået nogle redskaber til at håndtere angsten, når den kommer over mig.

 

For at sikre den studerende anonymitet, er Emil et opdigtet navn.

Kontakt os

 

70 26 75 00


EAN-KODE: 5798000416840
CVR-nr: 18550342

Følg os

 

Vi anvender cookies til at få hjemmesiden til at fungere og at lave statistik, som vi kan bruge til at forbedre
hjemmesidens indhold. Du accepterer brugen af cookies ved at klikke på ’accepter alle cookies’ eller du kan
vælge ’accepter ikke cookies’, hvis du ikke ønsker, at dine cookies bliver gemt.
Du kan altid slette gemte cookies ved at gå ind under avancerede indstillinger i din browser.