Få hjælp

 

I Studenterrådgivningen kan du få hjælp til studierelaterede udfordringer som studiestress, eksamensangst og perfektionisme.  På denne side bliver du klogere på præcist, hvordan vi kan hjælpe dig med dine udfordringer, hvordan du kommer i kontakt med os og hvilken afdeling der er tættes på dig.

 

 

Hvad er Studenterrådgivningen?

Studenterrådgivningen er en institution under Uddannelses- og Forskningsministeriet, der tilbyder dig gratis hjælp, hvis du oplever problemer der påvirker dit studieliv negativt. Det kan være, at du er frafaldstruet, plaget af eksamensangst eller noget helt tredje.

Alle vores medarbejdere har tavshedspligt, og du har mulighed for at være anonym ved din henvendelse.

 

Hvem kan få hjælp i Studenterrådgivningen?

 Du kan få hjælp i Studenterrådgivningen, hvis:

 

du er studerende på en videregående, SU-godkendt uddannelse

☑ du er motiveret for forandring i samarbejde med en af vores rådgivere

☑ dine udfordringer falder inden for vores fokusområder (læs mere nedenfor)

 

OBS. I Studenterrådgivningen tilbyder vi udelukkende korttidsterapi. Dvs. korte forløb på max. 5 gange. Hvis vi vurderer at du har brug for mere hjælp end hvad vi kan tilbyde dig, vil vi derfor henvise vi dig til et sted, hvor du kan få den rette hjælp. 

 


NB! Vi kan desværre ikke hjælpe med akutte psykiatriske problemer i forbindelse med depression, angst, spiseforstyrrelser eller hvis du er selvmordstruet. I sådanne tilfælde skal du kontakte egen læge eller psykiatrisk skadestue eller livslinjen 70 201 201

 

Hvilke udfordringer kan du få hjælp til?

 

Vi tilbyder rådgivning i forhold til studierelaterede vanskeligheder og udfordringer. Nedenfor er en liste over de udfordringer vi typisk hjælper studerende med.

Vi behandler ikke psykiske lidelser, såsom depression, angst eller spiseforstyrrelser. De fleste psykiske lidelser har dog ofte indflydelse på studielivet og vi kan godt hjælpe dig med at håndtere studielivet, selvom du har symptomer på en psykisk lidelse.

 

Hvis du har brug for mere omfattende støtte grundet en psykisk lidelse, henviser vi dig til at søge SPS – social pædagogisk støtte.  Hvis du vil vide mere om SPS, og hvordan du søger skal du klikke her.

 

Hvis du har selvmordstanker, er det vigtigt at du kontakter din egen læge, psykiatrisk skadestue eller livslinjen 70 201 201

 

 
Udfordringer vi typisk hjælper med:

 

Eksamensangst

Reeksamensproblematik

Præstationsproblemer/angst

Perfektionisme

Selvværdsproblemer

Speciale- og bachelorproblemer

Stress/udbrændthed

Socialfaglige problematikker (SU, barsel, sygdom etc.)

Tristhed

Koncentrationsvanskeligheder

Motivationsproblemer

Studietvivl

Praktikproblemer

Sociale problemer på studiet

Problemer med at fungere i grupper

Studiestruktureringsproblemer

Problemer i forhold til studieaktivitetskravet (frafaldstruet)

Familiemæssige problemer

Identitetsproblemer – overgang fra ung til voksen

Overdrevne bekymringstendenser

(Listen er ikke fuldstændig)

 

Hvordan hjælper vi?

Vi tilbyder hjælp gennem workshops, telefonrådgivning, individuelle samtaler og gruppeforløb.

Du kan til hver en tid benytte dig af vores workshops og telefonrådgivning, men har du behov for yderligere hjælp, skal du bestille tid til en individuel samtale, så vi sammen kan finde ud af, hvordan vi bedst kan hjælpe dig. Læs mere om hvert tilbud herunder, og hvordan du kontakter os.

 

Workshops

 

Vi afholder workshops løbende gennem året, hvor du får gode råd og konkrete øvelser, der hjælper dig med at håndtere udfordringer med eksamen, stress, bachelor eller speciale.

Alle workshops er gratis, og alle studerende på videregående uddannelser kan deltage.

En workshop varer ca. 3 timer.

 

Læs mere og tilmeld dig vores kommende workshops her

 

Telefonrådgivning

 

Hvis du har spørgsmål omkring SU, barsel eller andet af socialretslig karakter, så kan du med fordel benytte vores telefonrådgivning.

Du kan ringe til vores sekretærer alle dage mellem klokken 09.00 og 12.00 og igen mellem 12.30 og 15.00  og bestille en tid til telefonrådgivning. Telefonrådgivningen foregår sådan, at vores sekretærer skriver dig op, og så ringer en af vores rådgivere til dig den næstkommende mandag, onsdag eller fredag mellem kl.11.00 og kl.12.00.

Rådgivningen er ca. af 15-20 minutters varighed.

 


 

 

Individuelle samtaleforløb

 

Et individuelt samtaleforløb er et kort forløb, hvor du mødes med en rådgiver 2-5 gange. Samtalerne tager udgangspunkt i dine studiemæssige udfordringer, og hvordan du bedst muligt kan håndtere dem.

 

Gruppeforløb

 

Et gruppeforløb er et terapeutisk rådgivningsforløb, hvor du møder andre studerende, der oplever samme udfordringer som dig. Det er ofte effektfuldt at møde andre, som er i samme situation som en selv. I kan både spejle jer i hinanden og drage nytte af hinandens viden og erfaringer.

En gruppe består af ca. 8 studerende og en rådgiver fra Studenterrådgivningen. I mødes hos Studenterrådgivningen mellem 4 og 10 gange, ca. 1 gang om ugen i 2-3 timer ad gangen.

Gruppernes forløb og indhold varierer i forhold til emnet, og både rådgiver og gruppemedlemmer har tavshedspligt.

 

Du skal være opmærksom på, at der kan forekomme ventetid på gruppeforløb.


Hvad skal du gøre, hvis du ønsker hjælp?

 

Hvis du ønsker hjælp udover workshops og telefonrådgivning skal du ringe til os på

telefon 70 26 75 00 og bestille tid til en samtale, så du sammen med en af vores rådgivere kan blive klogere på, hvilken type hjælp du skal have. Måske er en enkelt samtale nok til at hjælpe dig på vej og det du manglede blot var ideer og redskaber til at håndtere dine udfordringer. Det kan også være at du er hjulpet bedre videre med to yderligere samtaler, et gruppeforløb eller en psykiaterkonsultation. I så fald vil rådgiveren aftale en ny tid med dig.  

 

Ring til os på telefon 70 26 75 00 for at bestille tid til en samtale.

Telefonen er åben mandag til torsdag fra kl. 09.00-15.00 og fredag fra kl. 09.00-12.00, og samtalen finder normalt sted 2-3 uger efter din henvendelse.

 

Find den af vores afdelinger, der ligger tættest på dig, her!

 

 

Kontakt os

 

70 26 75 00


EAN-KODE: 5798000416840
CVR-nr: 18550342

 

Ledige stillinger

Følg os

 

Vi anvender cookies til at få hjemmesiden til at fungere og at lave statistik, som vi kan bruge til at forbedre
hjemmesidens indhold. Du accepterer brugen af cookies ved at klikke på ’accepter alle cookies’ eller du kan
vælge ’accepter ikke cookies’, hvis du ikke ønsker, at dine cookies bliver gemt.
Du kan altid slette gemte cookies ved at gå ind under avancerede indstillinger i din browser.